|
09.05 - 22.05
Rude Strands natur er balsam for sjæl og legeme. Kom og nyd sommeren, havet og de lyse nætter i 14 dage på Rude strand. Udover morgensamling med fællessang, god mad og motion har vi en række foredrag, debattimer og værkstedstilbud. Foredragene spænder fra Danmarks oldtid til samtidens menneskesyn med nedslag i kunst, litteratur og kultur.
Vær frisk på nye udfordringer og gi' dig selv en god højskoleoplevelse.
Portræt af forfatteren Gustav Wied
Husker du Knagsted, den skrutryggede Manuel Tummelumsen og mor
Karen? Nu kan du tage med på en rejse gennem forfatteren Gustav
Wieds livsforløb. Det er et foredrag om dansk litteraturs "enfant
terrible", der gennem satire og kynisk humor elskede at afsløre det
bedre borgerskabs dobbeltmoral. Vi følger ham gennem
forfatterskabet fra 1858 til 1914.
Har du viser min ven
Om folkevisens betydning for det at være dansker.
Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig var pionerer i 1800-tallets indsamling af folkeviser. Er folkeviserne stadig en del af vor kulturarv, og hvad bliver der gjort for at bevare dem?
Fortællingen om Christen Kold
En fortælling om 'den danske Sokrates', hans livsforløb og tanker
om skolen og livet, tanker, der fik helt afgørende betydning for to
helt specielle, danske skoleformer: friskolen og højskolen. Desuden
vil vi se på, om Christen Kolds tanker har bud til os i dag.
Morfar er kikset, men mormor er kult
Det sprog vi taler, afspejler det samfund vi lever i. Sproget har
altid ændret sig i takt med samfundets ændringer. Foredraget
handler om det danske sprogs udvikling gennem tiderne, og om hvilke
faktorer der afgør, hvor sproget bevæger sig hen.
Danskerne 2012 - hvem er vi - hvem er
jeg?
Livsstilssegmenter: Minervamodel. Det handler om avis, hjemmets
indretning, politisk ståsted, forhold til klima, arbejde/fritid,
forbrugsvaner, konservatisme/modernitet, fællesskab/individualitet
og meget mere.
Og glædelig er hver en dag
Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden.
Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang
gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed
tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn,
spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for
at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader
en person sige: "Er du glad i dag, er det dit eget problem, der er
nok at være ked af."
Billedværksted
I billedværkstedet er der plads til både nybegyndere og øvede.
Alle kan nemlig male, og enhver har sin helt egen stil og
kunstneriske smag. Jeg er parat til at give dig vejledning og
udfordringer, så du oplever ægte maleglæde og tilmed får et flot og
personligt maleri med hjem. Billedværkstedet er også stedet, hvor
vi får en god snak om farver, kunst og meget andet. Når vi da ikke
lige er dybt koncentrerede i arbejdet med penslerne!
Tekstilværksted
På tekstilværkstedet kan du filte en hat og lave en broche. Med
stoftryk kan du dekorere et indkøbsnet eller en tehætte. Du kan sy
og dekorere boligtekstiler til dit hjem og accessories til dig
selv. Du kan arbejde med patchwork primært i håndsyning.
Mulighederne er mange.
Åbent it -værksted
På Rude Strand kan du arbejde med it, både som begynder og som
øvet. Som begynder starter du helt fra bunden. Det kræver ingen
forudsætninger at være med, kun din interesse og nysgerrighed og en
lille smule tålmodighed. It-værkstedet er åbent hver dag, og du har
mulighed for at gå ind og øve dig, når du har lyst, så du kan lære
i dit eget tempo. Du kan også medbringe din egen bærbare PC'er. Der
er internetadgang i værkstedet.
Vi synger især årstidens danske sange og gi'r en koncert til afslutningsfesten.
Efter morgensamlingen er der motion. Kroppen bevæges igennem med bl.a. strækøvelser, konditionsøvelser, smidighedsøvelser, balancetræning og afslapning. Alle kan deltage.
Der er mulighed for stavgang. Du vil lære at indstille stavene og at gå rigtigt med dem. Højskolen har et antal stave til udlån. Der er gode gangruter ved skolen. Stranden indbyder til gåture, ligesom det omkringliggende sommerhusområde er fint til traveture.
"På sporet af Gudenåen og Bryrupbanen"
En tur gennem nogle af Midtjyllands smukke natur- og
kulturlandskaber. Vi vil besøge området omkring Rørbæk Sø, hvor
Jyllands store åer udspringer, og hvor Hærvejen har haft sit løb
gennem århundreder. En af turens højdepunkter bliver en tur
med veteranbanen, som kører fra Bryrup til Vrads på den gamle
jernbanestrækning Horsens-Silkeborg. En togtur, som er blevet kaldt
Danmarks smukkeste. På hjemvejen passerer vi bl.a. et af Jyllands
"bjerge", Yding Skovhøj.
Koncert og fortælling om jazzens historie med jazzbandet, "All That Jazz".
Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund.
På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter.
Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen.
Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god.
Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.
Af skolens faste lærerstab møder du: Charlotte Kastberg, Hanne Kingo, Anne-Mette Clemmen Christensen, Jeppe Garly samt Eva Bach og Aage Augustinus, der er kursusledere.
Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012,
inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for
dig.
Læs om kurserne her
Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en
fantastisk udsigt fra alle fællesrum.
Se billeder her