|
10.10 - 16.10
En højskoleuge, der byder på masser af seniordans. Seniordans er motionsdans for ældre og yngre, der har lyst til at bevæge sig til musik. Seniordans har rødder i internationale danse, men det kan også være historiske danse, gamle selskabsdanse og danse til nyere musik. Seniordans kan danses af alle, og sværhedsgraden tilpasses deltagerne. Seniordans er partnerfri, så kom alene eller tag en ven eller veninde med.
Danseinstruktører på dette kursus er Ingrid Brahms og Karen Margrethe Pedersen.
Samtidig byder ugen på Rude Strand på klassisk
højskole med foredrag og højskolesang.
Fortællingen om Christen Kold
en fortælling om 'den danske Sokrates', hans livsforløb og
tanker om skolen og livet, tanker, der fik helt afgørende betydning
for to helt specielle, danske skoleformer: friskolen og højskolen.
Desuden vil vi se på, om Christen Kolds tanker har bud til os i
dag.
Dansens historie, betydninger, former og
kropssprog
Overalt i verden og til alle tider har mennesker dyrket
dansen - i indvielsesritualer, for at bede til guderne om regn, for
at demonstrere talent for sindrige trin og hurtighed, for at møde
nye mennesker eller blot for at udtrykke glæden ved at bevæge sig.
Vi hopper af glæde, klapper af begejstring og falder sammen af
sorg.
Bayeux-tapetet. Verdens længste broderede tegneserie -
Noget om krig og broderier
Der er mange historier at fortælle om Bayeux-tapetet, bla.
en beretning om det store slag ved Hastings i 1066 og en kamp om
kongemagten mellem England og Frankrig, udfolder sig på det 70
meter lange broderede tapet. Men selve tapetet har også sin egen
fortælling, det har oplevet en masse i perioden fra 1077 hvor det
var færdigt og til i dag hvor det hænger i trygge rammer på sit
eget museum i Normandiet.
Og glædelig er hver en dag - Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden. Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader en person sige: "Er du glad i dag, er dit eget problem, der er nok at være ked af."
Vi tager på
heldagstur til Samsø. På underfundig vis balancerer Samsø mellem at
være en del af Danmark og så at være helt sin egen. Vi skal på
rundtur på den dejlige ø med de forskelligste landskaber, det flade
i syd og det bakkede i nord. Vi skal blandt andet besøge Samsø's
smukkest beliggende landsby, Langør, der ligger i den imponerende
Stauns Fjord. Og vi vil gøre ophold i Nordby, der helt er præget af
stråtækte bindingsværkshuse og stokroser i de små, kringlede gyder.
Hele landsbyen er centreret omkring gadekæret, hvor ænderne bygger
rede i et lille, flydende bindingsværkshus. Vi vil gøre ophold ved
den smukke og velbevarede gamle præstegård i Besser, inden turen
går til Ballen, hvor der bl.a. vil være mulighed for at besøge den
gamle købmandsgård. Vores guide på
Samsøturen er lokalhistoriker og samsing Bertel Madsen, som aftenen før vil komme til Rude Strand og fortælle om turen.
Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund.
På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter.
Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen.
Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god.
Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.
Af skolens faste lærerstab møder du: Jeppe Garly, Kirsten Neister samt Eva Bach og Aage Augustinus, der er kursusledere.
Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012,
inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for
dig.
Læs om kurserne her
Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en
fantastisk udsigt fra alle fællesrum.
Se billeder her