|
18.01 - 31.01
"Livet er en morgengave" skriver Halfdan Rasmussen i sit dejlige digt, "Noget om helte". Længere nede i digtet går han et skridt videre: "Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord". Sådan har vi det også på Rude Strand. Kom godt i gang med det nye år med 14 dage på højskole.
I foredragssalen byder vi på en bred vifte af spændende foredrag, blandt andet:
Fortællingen om Christen Kold - en fortælling om 'den danske Sokrates', hans livsforløb og tanker om skolen og livet, tanker, der fik helt afgørende betydning for to helt specielle, danske skoleformer: friskolen og højskolen. Desuden vil vi se på, om Christen Kolds tanker har bud til os i dag.
Harald Blåtand - Danmarks døber - Bedrifter og anlæg. Harald Blåtand er nok bedst kendt for at være den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne, som han lod det nedfælde på den store sten i Jelling. Men han har udrettet mere end det. Han tilskrives både den 760m. lange Ravningebro og de fire danske Trelleborge som, hvis man kigger på dem samlet, udgør Danmarks anden største byggeprojekt gennem tiden, kun overgået af Storebæltsbroen.
Morfar er kikset, men mormor er kult. Det sprog vi taler, afspejler det samfund vi lever i. Sproget har altid ændret sig i takt med samfundets ændringer. Foredraget handler om det danske sprogs udvikling gennem tiderne og om hvilke faktorer der afgør, hvor sproget bevæger sig hen.
"Har du viser min ven". Om folkevisens betydning for det at være dansker. Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig var pionerer i 1800-tallets indsamling af folkeviser. Er folkeviserne stadig en del af vor kulturarv, og hvad bliver der gjort for at bevare dem?
Aktuel ældredebat.
Vi skal se på hvilke temaer, der aktuelt behandles i medierne,
ikke mindst i lederne i pensionistforeningernes blade, i
ældresagens blad og andre skrevne medier rettet mod
seniorbefolkningen. Jeg vil belyse temaerne med tørre tal &
facts, og på den baggrund skal vi drøfte vore holdninger til
temaerne med hinanden, blive klogere og måske se temaerne fra nye
synsvinkler.
Og glædelig er hver en dag - Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden. Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader en person sige: "Er du glad i dag, er dit eget problem, der er nok at være ked af."
Henri Matisse - Livsglæde og sanselighed -
Henri Matisse var en af 1900-tallets mest betydningsfulde
billedkunstnere. Gennem hele sit kunstneriske virke søgte han det
skyggeløse lys, og han arbejdede til det sidste med at eliminere
skyggen og fremhæve fladen. Inspirationen hertil finder han bl.a.
på sine rejser til Nordafrika og sin livsresidens ved Middelhavet i
Sydfrankrig.
Matisse sagde om sine malerier at de skal være som en behagelig
lænestol, man kan hvile sig i.
"Aarhus i regnbuens farver"
Heldagsturen går til "smilets by", Aarhus. På en guidet bustur,
vil vi opleve byen med historiske og arkitektoniske vinkler og vi
vil besøge det internationale kunstmuseum Aros. Det er her man kan
opleve den 5 m. høje og 500 kg. tunge skulptur "Boy" af kunstneren
Ron Mueck og Olafur Eliassons cirkelformede kunstværk "Rainbow". En
rundgang, på museets tag, udført i glas i alle regnbuens
farver.
Jubilæumskoncert med folkemusikgruppen "folk og fisk". Gruppen blev dannet i Hirtshals for 30 år siden. Det har været afgørende for gruppens musikstil. Den har altid været præget af irsk og skotsk folkemusik tilsat et stænk af nordjysk lune. "folk og fisk" har spillet flere gange i Irland og optrådt ved mange musikfestivaler rundt omkring i Danmark. Gruppen har valgt at fejre sit 30 års jubilæum med en koncert på Rude Strand Seniorhøjskole.
Af skolens faste lærerstab møder du: Anne-Mette Clemmen Christensen, Hanne Kingo, Kirsten Neister, Charlotte Kastberg, Jeppe Garly samt Eva Bach og Aage Augustinus, der er kursusledere.
Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund. På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter. Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen. Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god. Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.
Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012,
inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for
dig.
Læs om kurserne her
Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en
fantastisk udsigt fra alle fællesrum.
Se billeder her