Forside KurserJeg vælger mig april

Jeg vælger mig april

11.04 - 17.04

"Jeg vælger mig april! I den det gamle falder, i den det ny får fæste", skrev Bjørnstjerne Bjørnson i 1870, for "i den bli'r somren til".  Ja, april slår for alvor hul på foråret, alting begynder at spire.


Oplev en klassisk højskoleuge i forårets tegn på Rude Strand.

Der bydes på en heldagsekskursion til Kattegatøen Samsø og en halvdagsekskursion til Aarhus med besøg på Kunstmuseet Aros:

 

Samsø

På underfundig vis balancerer Samsø mellem at være en del af Danmark og så at være helt sin egen. Vi skal på rundtur på den dejlige ø med de forskelligste landskaber, det flade i syd og det bakkede i nord. Vi skal bl.a. besøge Samsø's smukkest beliggende landsby, Langør, der ligger i den imponerende Stauns Fjord. Og vi vil gøre ophold i Nordby, der helt er præget af stråtækte bindingsværkhuse og stokroser i de små, kringlede gyder med navne som Svedskegyden, Præstegyden og Hæderlighedsgyden. Hele landsbyen er koncentreret omkring gadekæret, hvor ænderne bygger rede i et lille, flydende bindingsværkshus. Vi vil gøre ophold ved den smukke og velbevarede gamle præstegård i Besser, inden turen går til Ballen, hvor der bl.a. vil være mulighed for at besøge den gamle købmandsgård. Vores guide på Samsøturen vil være lokalhistoriker og samsing Bertel Madsen, der aftenen før vil komme til Rude Strand og fortælle om turen.

 

"Aarhus i regnbuens farver"
Halvdagstur  til "smilets by", Aarhus. På en guidet bustur, vil vi opleve byen med historiske og arkitektoniske vinkler og vi vil besøge det internationale kunstmuseum Aros. Det er her man kan opleve den 5 m. høje og 500 kg. tunge skulptur "Boy" af kunstneren Ron Mueck og Olafur Eliassons cirkelformede kunstværk "Rainbow". En rundgang, på museets tag, udført i glas i alle regnbuens farver.

 

Der vil være en række højskoleforedrag om blandt andet:

 

Og glædelig er hver en dag
Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden. Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader en person sige: "Er du glad i dag, er det dit eget problem, der er nok at være ked af."

 

Danskerne 2012 - hvem er vi - hvem er jeg?
Livsstilssegmenter: Minervamodel, GallupKompas - segmenter, livsformer. Det handler om avis, hjemmets indretning, politisk ståsted, forhold til klima, arbejde/fritid, forbrugsvaner, konservatisme/modernitet, fællesskab/individualitet og meget mere.

 

Harald Blåtand - Danmarks døber - Bedrifter og anlæg
Harald Blåtand er nok bedst kendt for at være den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne kristne, som han lod det nedfælde på den store sten i Jelling. Men han har udrettet mere end det. Han tilskrives både den 760m lange Ravningebro og de fire danske Trelleborge som, hvis man kigger på dem samlet, udgør Danmarks anden største byggeprojekt gennem tiden, kun overgået af Storebæltsbroen.

 

Tove Ditlevsen - en livshistorie
Et foredrag om en af de mest betydningsfulde kvinder i den danske litteraturhistorie. Vi vil gennem foredraget berøre barndommens sårbarhed, angsten og den smertefulde voksentilværelse, men også den lykkefølelse som kan ramme en, når man glider ud af virkeligheden og ind i poesien.

 

Fortællingen om Christen Kold
En fortælling om 'den danske Sokrates', hans livsforløb og tanker om skolen og livet, tanker, der fik helt afgørende betydning for to helt specielle, danske skoleformer: friskolen og højskolen. Desuden vil vi se på, om Christen Kolds tanker har bud til os i dag.

 

Portræt af forfatteren Gustav Wied
Husker du Knagsted, den skrutryggede Manuel Tummelumsen og mor Karen? Nu kan du tage med på en rejse gennem forfatteren Gustav Wieds livsforløb. Det er et foredrag om dansk litteraturs "enfant terrible", der gennem satire og kynisk humor elskede at afsløre det bedre borgerskabs dobbeltmoral. Vi følger ham, gennem forfatterskabet, fra 1858 til 1914.

 

Sang

Et højskoleophold uden sang vil være utænkeligt, så vi skal selvfølgelig også på tur i Højskolesangbogen.

 

Motion

Efter morgensamlingen er der motion. Kroppen bevæges igennem med bl.a. strækøvelser, konditionsøvelser, smidighedsøvelser, balancetræning og afslapning. Alle kan deltage.

Der er mulighed for stavgang. Du vil lære at indstille stavene, og hvordan du kan gå med dem. Højskolen har et antal stave til udlån.  Der er gode gangruter ved skolen. Stranden indbyder til gåture, ligesom det omkringliggende sommerhusområde er fint til traveture.

Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund.

 På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter.

Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen.

Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god.

Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.

 

Af skolens faste lærerstab møder du: Charlotte Kastberg, Jeppe Garly, Anne-Mette Clemmen Christensen samt Eva Bach og Aage Augustinus , der er kursusledere.

31 forskellige kurser i 2012

Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012, inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for dig.

Læs om kurserne her

Billeder fra højskolen

Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en fantastisk udsigt fra alle fællesrum.

Se billeder her