|
18.07 - 31.07
Nu er der højsommer på Rude Strand! Oplev sang og fællesskab på et klassisk højskoleophold. Få skærpet sanserne og evnen til at forundres. "Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder". Der er gang i den på viseværkstedet, hvor det er tilladt at grine og spille på alt. Få ny inspiration i foredragssalen og på værkstederne.
Og glædelig er hver en dag
Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden.
Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang
gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed
tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn,
spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for
at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader
en person sige: "Er du glad i dag, er det dit eget problem, der er
nok at være ked af."
Fortællingen om Christen Kold
En fortælling om 'den danske Sokrates', hans livsforløb og tanker
om skolen og livet, tanker, der fik helt afgørende betydning for to
helt specielle, danske skoleformer: friskolen og højskolen. Desuden
vil vi se på, om Christen Kolds tanker har bud til os i dag.
Farvernes landskab
Om dansk landskabsmaleri før og nu. Kunstmalernes skildringer af
naturen afspejler vores skiftende syn på naturen og er med til at
danne vores billede af Danmark.
Har du viser min ven
Om folkevisens betydning for det at være dansker. Evald Tang
Kristensen og Svend Grundtvig var pionerer i 1800-tallets
indsamling af folkeviser. Er folkeviserne stadig en del af vor
kulturarv, og hvad bliver der gjort for at bevare dem?
Aktuel ældredebat
Vi skal se på hvilke temaer, der aktuelt behandles i medierne,
ikke mindst i lederne i pensionistforeningernes blade, i
ældresagens blad og andre skrevne medier rettet mod
seniorbefolkningen. Jeg vil belyse temaerne med tørre tal &
facts, og på den baggrund skal vi drøfte vore holdninger til
temaerne med hinanden, blive klogere og måske se temaerne fra nye
synsvinkler.
Danskerne 2012 - hvem er vi - hvem er
jeg?
Livsstilssegmenter: Minervamodel. Det handler om avis, hjemmets
indretning, politisk ståsted, forhold til klima, arbejde/fritid,
forbrugsvaner, konservatisme/modernitet, fællesskab/individualitet
og meget mere.
Smykkeværksted
I dette værksted er der blandt andet mulighed for at polere sten
til eksempelvis smykkevedhæng, vi er jo tæt på stranden, så det
ville jo være oplagt at finde sin egen sten der. Desuden kan
værkstedet byde på forskellige slags smykkefremstilling, oftest
arbejdes der i tråd eller plader af sølv, men der er også mulighed
for at arbejde med andre materialer. Fingerringe, vedhæng og
armbånd er som regel det, der bliver lavet mest af, men andre idéer
er meget velkomne.
It -værksted
På Rude Strand kan du arbejde med it, både som begynder og som
øvet. Som begynder starter du helt fra bunden. Det kræver ingen
forudsætninger at være med, kun din interesse og nysgerrighed og en
lille smule tålmodighed. It-værkstedet er åbent hver dag, og du har
mulighed for at gå ind og øve dig, når du har lyst, så du kan lære
i dit eget tempo. Du kan også medbringe din egen bærbare PC'er. Der
er internetadgang i værkstedet.
Viseværksted
Viseværkstedet er for alle, der har lyst til at synge og spille
viser i bedste gårdsangerstil. Her synger vi gode gamle slagere,
sømandssange, revyviser m.m. og akkompagnerer på forskelligt
slagtøj og forhåndenværende instrumenter. Find harmonikassen,
trækbasunen, saven og andet godt frem, eller kom som du er.
Viseværkstedet er en mulighed for at opleve glæden ved at spille og
synge sammen.
Vi synger især årstidens danske sange og gi'r en koncert til afslutningsfesten.
Efter morgensamlingen er der motion. Kroppen bevæges igennem med bl.a. strækøvelser, konditionsøvelser, smidighedsøvelser, balancetræning og afslapning. Alle kan deltage.
Der er mulighed for stavgang. Du vil lære at indstille stavene og at gå rigtigt med dem. Højskolen har et antal stave til udlån. Der er gode gangruter ved skolen. Stranden indbyder til gåture, ligesom det omkringliggende sommerhusområde er fint til traveture.
Vi tager på heldagstur til Samsø. På underfundig vis balancerer Samsø mellem at være en del af Danmark og så at være helt sin egen. Vi skal på rundtur på den dejlige ø med de forskelligste landskaber, det flade i syd og det bakkede i nord. Vi skal blandt andet besøge Samsø's smukkest beliggende landsby, Langør, der ligger i den imponerende Stauns Fjord. Og vi vil gøre ophold i Nordby, der helt er præget af stråtækte bindingsværkshuse og stokroser i de små, kringlede gyder. Hele landsbyen er centreret omkring gadekæret, hvor ænderne bygger rede i et lille, flydende bindingsværkshus. Vi vil gøre ophold ved den smukke og velbevarede gamle præstegård i Besser, inden turen går til Ballen, hvor der bl.a. vil være mulighed for at besøge den gamle købmandsgård. Vores guide på Samsøturen er lokalhistoriker og samsing Bertel Madsen, som aftenen før vil komme til Rude Strand og fortælle om turen.
Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund.
På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter.
Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen.
Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god.
Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.
Af skolens faste lærerstab møder du: Hanne Kingo, Jeppe Garly samt Eva Bach og Aage Augustinus, der er kursusledere.
Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012,
inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for
dig.
Læs om kurserne her
Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en
fantastisk udsigt fra alle fællesrum.
Se billeder her