Forside KurserDer er noget i luften – advent på Rude Strand

Der er noget i luften – advent på Rude Strand

21.11 - 04.12

Et kursus med masser af aktivitet på de kreative værksteder. Aftener med hygge og stearinlys, sang og fortælling. I sangkoret synger vi årstidens sange og tager hul på julerepertoiret. Og så tænder vi det første lys i adventskransen.

 

Hør foredrag om blandt andet

Det gode håndværk - fra husflid til dansk design
Omkring 1900-tallet får håndværkstraditioner fra den danske bondekultur en renæssance. Danmark har gennem 1800-tallet lidt store territoriale tab, og fornyet interesse for bl.a. hedebosyninger skal nu være med til at styrke den danske mentalitet.

Skønvirketiden, samt de arkitekter og kunstnere der stod bag, var med til at højne og anerkende håndværket i en tid, hvor industrialiseringen buldrer løs. Denne interesse danner grobund for et samarbejde mellem industri og håndværk, som senere bliver en vigtig forudsætning for vores verdenskendte 'Danish Design'.

 

Danskerne 2012 - hvem er vi - hvem er jeg?
Livsstilssegmenter: Minervamodel. Det handler om avis, hjemmets indretning, politisk ståsted, forhold til klima, arbejde/fritid, forbrugsvaner, konservatisme/modernitet, fællesskab/individualitet og meget mere.

 

Portræt af forfatteren Gustav Wied
Husker du Knagsted, den skrutryggede Manuel Tummelumsen og mor Karen? Nu kan du tage med på en rejse gennem forfatteren Gustav Wieds livsforløb. Det er et foredrag om dansk litteraturs "enfant terrible", der gennem satire og kynisk humor elskede at afsløre det bedre borgerskabs dobbeltmoral. Vi følger ham, gennem forfatterskabet, fra 1858 til 1914.

 

Har du viser min ven
Om folkevisens betydning for det at være dansker.

Evald Tang Kristensen og Svend Grundtvig var pionerer i 1800-tallets indsamling af folkeviser. Er folkeviserne stadig en del af vor kulturarv, og hvad bliver der gjort for at bevare dem?

 

Og glædelig er hver en dag
Et livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden. Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den. Eller som Mark Twain lader en person sige: "Er du glad i dag, er dit eget problem, der er nok at være ked af."

 

Film & fortælling

Vi vil sammen se og drøfte den svenske film "Som i himlen", instrueret af Kay Pollak. Filmen er en poetisk hyldest til livsglæden.

 

Værksteder

Billedværksted
I billedværkstedet er der plads til både nybegyndere og øvede. Alle kan nemlig male, og enhver har sin helt egen stil og kunstneriske smag. Jeg er parat til at give dig vejledning og udfordringer, så du oplever ægte maleglæde og tilmed får et flot og personligt maleri med hjem. Billedværkstedet er også stedet, hvor vi får en god snak om farver, kunst og meget andet. Når vi da ikke lige er dybt koncentrerede i arbejdet med penslerne!

 

Tekstilværksted
På tekstilværkstedet kan du filte en hat og lave en broche. Med stoftryk kan du dekorere et indkøbsnet eller en tehætte. Du kan sy og dekorere boligtekstiler til dit hjem og accessories til dig selv. Du kan arbejde med patchwork primært i håndsyning. Mulighederne er mange.

 

Smykkeværksted
I dette værksted er der blandt andet mulighed for at polere sten til eksempelvis smykkevedhæng, vi er jo tæt på stranden, så det ville jo være oplagt at finde sin egen sten der. Desuden kan værkstedet byde på forskellige slags smykkefremstilling, oftest arbejdes der i tråd eller plader af sølv, men der er også mulighed for at arbejde med andre materialer. Fingerringe, vedhæng og armbånd er som regel det, der bliver lavet mest af, men andre idéer er meget velkomne.

 

It -værksted
På Rude Strand kan du arbejde med it, både som begynder og som øvet. Som begynder starter du helt fra bunden. Det kræver ingen forudsætninger at være med, kun din interesse og nysgerrighed og en lille smule tålmodighed. It-værkstedet er åbent hver dag, og du har mulighed for at gå ind og øve dig, når du har lyst, så du kan lære i dit eget tempo. Du kan også medbringe din egen bærbare PC'er. Der er internetadgang i værkstedet.

 

Sangkor

Vi synger især årstidens danske sange og gi'r en koncert til afslutningsfesten.

 

Motion

Efter morgensamlingen er der motion. Kroppen bevæges igennem med bl.a. strækøvelser, konditionsøvelser, smidighedsøvelser, balancetræning og afslapning. Alle kan deltage.

Der er mulighed for stavgang. Du vil lære at indstille stavene og at gå rigtigt med dem. Højskolen har et antal stave til udlån.  Der er gode gangruter ved skolen. Stranden indbyder til gåture, ligesom det omkringliggende sommerhusområde er fint til traveture.

 

Heldagstur

Aarhus og jul i Den gamle By
Heldagsturen går til "smilets by", Aarhus. På en guidet bustur, vil vi opleve byen med historiske og arkitektoniske vinkler, og vi  besøger Den gamle By, hvor man kan opleve den ægte jul, sådan som danskerne har fejret den i århundreder. Der er juleudstillinger, butikker, markedsboder. Den Gamle By har sin egen rolige puls i juletiden.

 

Et højskoleophold danner rammen om godt samvær mellem mennesker, som mødes på tværs af interesser og uddannelse, på tværs af social og økonomisk baggrund. På en højskole drejer det sig om at lære hinanden at kende og at tale sammen om væsentlige ting i tilværelsen - at kunne undre sig og være åben overfor andres synspunkter - at lære nyt, måske prøve nye aktiviteter.

Og naturligvis at opleve glæden ved at synge gode nye og gamle sange fra højskolesangbogen.

Og så gør det ikke noget, hvis man også har det sjovt, at maden bliver serveret, og at udsigten er god.

Alt dette i samvær med engagerede lærere og øvrigt personale på højskolen giver livsmod, energi, kræfter og nye venskaber.

 

Af skolens faste lærerstab møder du:  Hanne Kingo, Anne Mette Clemmen Christensen, Jeppe Garly, Charlotte Kastberg og Aage Augustinus, der er kursusleder.

31 forskellige kurser i 2012

Med 31 forskellige kurser fordelt over hele 2012, inklusiv 1 rejsekursus, så der er helt sikkert også noget for dig.

Læs om kurserne her

Billeder fra højskolen

Højskolen ligger tæt ved skov & strand og vi har en fantastisk udsigt fra alle fællesrum.

Se billeder her